Et brev til hende, som ingen nogensinde spurgte

Midt i civilisationens øredøvende støj findes der ét skræmmende, iskoldt tomrum: ingen har nogensinde spurgt dig — hvad er det egentlig, du vil?

Ingen interesserer sig for, hvad du tier om før du sover. Ingen spørger, om du lige nu vil løbe fremad, eller om du har et livsvigtigt behov for at rulle dig sammen og bare sove. Du får uendeligt dikteret, hvad du bør gøre, men ingen stiller det elementære, inderlige spørgsmål: »Hvordan har du det egentlig lige nu, skat?«.

Dette brev er en påmindelse: du behøver ikke fortjene retten til at trække vejret. Dine tårer er normale. Din træthed er hellig. Din vrede har ret til at komme ud. Tillad dig selv at være ikke perfekt, men levende.