Et brev om kodens renhed, når hjertet møder "Den Eneste" for sent

Intet er mere smertefuldt end det øjeblik, hvor man lever i et ubevidst ægteskab, der hænger i en tynd tråd, udholder det af sidste kræfter — og pludselig dukker et menneske op på ens vej, og man forstår med hele sin sjæl: han er den eneste. Det er en prøvelse, hvor hele dybden af menneskelig ære sættes på prøve.

Nogle giver i dette sekund efter for svagheden, griber til bedrag og svig og vanhelliger både deres nuværende hjem og den nye, lyse følelse. Resultatet af et sådant skridt er altid frygteligt: mennesker, der engang delte én seng, knuser hinandens hjerter og forvandles til ubarmhjertige fjender, parate til at sønderrive hinanden, og imellem dem lider børnene.

Men der er en anden vej — vejen med den indre moralske kodeks, hvor du ganske enkelt ikke kan tillade dig selv at træde ind i et nyt forhold gennem en løgn, uanset hvor ondt det end gør i hjertet. Du vælger renheden og trækker dig tilbage. Og så skiller livet jer igen til hver sin bred — indtil I begge er vokset og er blevet virkelig frie. Nogle gange lukker et menneske sig efter en sådan smerte så dybt inde i sig selv, at det frygter at prøve igen. Og nogle gange bringer skæbnen, efter at have ventet på renhedens og frihedens time, to voksne sjæle sammen igen — nu uden skygge og uden forhindringer.