Et brev om dem, som universet bringer sammen igen og igen

Skæbnen har en forunderlig håndskrift. Det sker, at to mennesker ser hinanden for første gang længe før deres veje for alvor krydses. Et langt blik, hvori man tydeligt læser ønsket om at gå hen, tale sammen, invitere på en date — mens I begge endnu er fuldstændig frie. Men i det øjeblik tager genertheden og ærefrygten overhånd. Skridtet bliver ikke taget, vejene skilles, men mindet om dette blik bliver alligevel på en eller anden måde indeni.

Der går otte eller ni lange år. Og pludselig åbner en dør sig, livet støder jer sammen igen, og i stilheden sker en øjeblikkelig, gennemtrængende genkendelse. Alt indeni råber, at dette ikke er et tilfælde, men nu er det den maskuline ego, frygten eller andres omstændigheder, der forhindrer jer i at sige de enkle ord højt: »Jeg elsker dig. Jeg har følelser for dig«. Og igen — adskillelse i årevis.

Men universet elsker fuldendte historier. Når vi ikke tør træffe valget første gang, sletter det ikke følelsen — det giver os en chance igen, og igen, og igen. Det vil gentage begivenhederne og føre jer sammen, indtil I endelig kaster frygten fra jer og træffer jeres sande beslutning.